Epilog

HVORDAN GIK DET TIL?

EPILOG

Man kan være enig med mig eller ej, men jeg mener at det samlede budskab af resten af denne hjemmeside er: Der står en almægtig skabergud bag universets og biologisk livs opståen, og Bibelens beskrivelse af skabelsesprocessen stemmer så godt med det videnskaben har opdaget at det er fair nok at antage at denne gud er den Gud, som Bibelen beskriver.

Bibelen beskriver Gud, som almægtig og allestedsnærværende.

For at give et billede af hvad der menes med almægtig, så er det meget beskrivende at tænke over at energi og masse er to sider af samme sag efter formlen E = mc2 altså energien er lig massen gange lysets hastighed gange lysets hastighed. Dette blev demonstreret på uhyggelig vis i 1945 med atombomben over Hiroshima i Japan, hvor 64 kg. Uranium 235, som volumenmæssigt svarede til en kubisk terning med en sidelængde på 15 cm svarende til 3,4 liter. Udløste nok energi til at jævne denne storby med jorden, og når Einstein, Stephen Hawking og en række andre ledende videnskabsfolk ved brug af tyngdekraftlovene kunne regne ud at hele vort kendte univers udvider sig fra noget der engang faktisk bare var et punkt med 0 volumen (altså et sted, hvor der ganske enkelt ikke var plads til noget som helst stof.

Så kan man forestille sig at al universets masse stammer fra energi. der måske ikke behøver at fylde noget. Forestil dig så Gud at Han er mægtig nok til at omdanne en energimængde så stor at al masse i vort univers med en billion milliarder stjerner hvoraf vort eget solsystems sol er en af de mindste stjerner til det det er (vort univers) og så ydermere danne det mylder af biologisk liv vi har på jorden med al den information, der nødvendigvis skulle oplagres i summen af alle levende væseners DNA-molekyler, for slet ikke at tale om alle de nødvendige kropsplaner til alle disse plante- og dyreformer.

Den Gud beskrives i Hebræerbrevet kapitel 12 på denne måde:

Det er jo ikke til en håndgribelig, brændende ild, I er kommet, til mulm og mørke og storm og til en klang af horn og til en røst, der udtalte sådanne ord, at de, der hørte dem, bad sig fri for at høre mere, fordi de ikke kunne bære befalingen: »Selv et dyr, der rører ved bjerget, skal stenes;« og synet var så frygteligt, at Moses sagde: »Jeg er forfærdet og skælver.« Nej, I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling og en menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene, og til en dommer, som er alles Gud, til deres ånder, som er retfærdige og har nået målet, til Jesus, den nye pagts formidler, og til det rensende blod, der taler stærkere end Abels. Se til, at I ikke beder jer fri for ham, der taler; for når de ikke slap godt fra at bede sig fri for ham, der talte guddomsord på jorden, så kan vi det endnu mindre, hvis vi vender os fra ham, der taler fra himlene. Dengang fik hans røst jorden til at skælve, men nu har han givet et løfte, der lyder: »Endnu én gang vil jeg få ikke blot jorden, men også himlen til at skælve.« Udtrykket »endnu én gang« viser, at de ting, som kan rokkes, fordi de er skabt, skal forvandles, for at de ting, som ikke kan rokkes, skal bestå. Lad os derfor takke for, at vi får et rige, der ikke kan rokkes, og med tak tjene Gud, som det er hans vilje, i gudsfrygt og ærefrygt. For vor Gud er en fortærende ild.

Beskrivelsen af Gud her i Hebræerbrevet er baseret på hændelsen den gang Gud indgik sin første pagt med Israel, og jeg vil citere 2 ting derfra:

 

1. Da det blev morgen den tredje dag, kom der lyn og torden; en tung sky lagde sig over bjerget, og der lød kraftig klang af horn,

så hele folket i lejren skælvede af rædsel. Men Moses førte folket ud af lejren, hen imod Gud, og de stillede sig op ved foden af bjerget.

Hele Sinjas bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild, og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn.

Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere. Moses talte og Gud svarede ham, så det kunne høres.

 

2. Da sagde Moses: »Lad mig dog se din herlighed!« Herren svarede: »Jeg vil lade al min skønhed gå forbi dig, og jeg vil udråbe Herrens navn foran dig.

Jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og forbarmer mig, over hvem jeg vil.« Men han sagde:

»Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.«

Og Herren sagde: »Her hos mig er der et sted; stil dig på klippen. Når min herlighed går forbi, stiller jeg dig i klippespalten og dækker med hånden for dig,

til jeg er kommet forbi. Derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se.«.

 

Det er faktisk således at Guds herlighed er så stor at et syndigt menneske ikke kan se Hans ansigt og overleve synet. Men de, der tager imod Guds kald til omvendelse og efterfølgelse af Jesus, bliver Jesu medarvinger til Guds Rige, og i guds rige vil alle kunne tåle (nyde) et personligt samvær med Gud. Du kan få en personlig beretning af en skeptikers perdonlige møde med Gud ved at klikke her

 

 

Følgeslutning:

En Gud, der på egen hånd kan tumle og konstruktivt anvende så ubegribelig megen energi (tag bare vor egen sol, hvis energiudstråling holder stort sat alt kørende her på jorden, selv om kun 1 milliardtedel af dens udstråling rammer jorden. Og længere ude i vor galakse er der en stjerne, der udstråler 60.000 gange så megen energi, som vor sol og så er der ud over vor egen galakse ca. 200 milliarder galakser med ca. 200 milliarder stjerner i hver). Sådan en Gud vil så afgjort være meget vis, og Han må være noget af en autoritet at møde.

Bibelens budskab er at ethvert menneske skal møde Ham og over for Ham stå til regnskab for sine egne handlinger og tanker. Jeg kan godt garantere at her kan selv den mest drevne forhandler ikke snakke sig uden om sit eget ansvar, for alt er kendt og registreret, og ethvet forsøg på bortforklaring vil blive gjort til skamme. Selv antallet af et menneskes hovedhår er kendt og også alle et menneskes tanker livet igennem.

Derfor er det ufatteligt glædeligt at Guds søn (Jesus) kom og sagde ”Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.”

Jesus omtaler her sig selv som menneskesønnen, og det Han mener med at blive ophøjet er at Han skulle op at hænge på et kors for der at betale for alle menneskers synd og ugudelighed med sit eget blod, så at enhver, som adlyder Guds kald til at tro Ham ikke skal fortabes, men have evigt liv.